Da Neil Armstrong landede på månen, ændrede han verden for evigt. Men da han stod der, var det ikke kun universets buldrende tomhed, han mærkede. Der var også en tomhed i ham. For bare syv år tidligere var hans datter, Karen, død af kræft i hjernen.

Han blev den første mand på månen. Hun blev to. Og der var intet derude, der kunne rette op på det derinde.

Det var i 1969, og siden er der sket meget. Bare ikke med børnehjernecancer. For langt fra alle de 50 danske børn, der hvert år diagnosticeres med kræft i hjernen, har ikke udsigt til bedre behandling end for 60 år siden. Og nogle typer børnehjernecancer har stadig en overlevelsesrate på nul.

Set i forhold til hvor langt vi er kommet i kampen mod andre kræftformer, er det faktisk helt på månen.

Derfor blev Børne Hjernecancer Fonden stiftet. Fordi ingen børn skal dø af hjernekræft. Vi rejser penge til forskning i håbet om en dag at finde helbredende behandlingsmuligheder til alle børn med hjernekræft.

Det handler hverken om at stjæle tid, penge eller fokus fra andre kræftformer, men om at få forskning i børnehjernecancer op på niveau med anden kræftforskning.

Heldigvis er forskning i børnekræft noget af det, vi er bedst til i Danmark. Og vi har god grund til at tro på en fremtid, hvor flere børn kan overleve, leve gode liv og indfri de potentialer, de er født med.

Noget af det frygteligste, man kan opleve som forælder –  det er at miste sit barn. Det er derfor, alle bidrag går ubeskåret til forskning. Det er derfor, vi afholder indsamlingsarrangementer for alle, der vil træde til. Det er derfor, vi tror på en lysere fremtid for børn, der rammes af den lille kræftform, der fylder alt for de få.

Og håb gør, vi kan se målet.